Midernes Verden.

For at lette forståelsen har jeg inddelt fabelen  i afsnit,  idet Holberg bare skriver ud i en køre. Jeg har afskrevet hans originale sprogbrug og stavemåde. Jeg har ligedes bevaret  bevaret traditionen med at skrive navneord med stort.

Det er bekiendt, at paa de Tider da alle Creature (skabninger) vare begavede med forstands og Talens Brug, Løverne havde anmasset sig Myndighed over alle firebeenede Dyr, Ørnen over Fugle og Dragen over de krybende indtil mindste Maddiker.

Man havde nøye Beskrivelse over hvert Folks Art og Egenskab : De smaa Mider alleene, som vrimler udi Oste, havde hidindtil, som foragtede, været ubekiendte, saa at ingen vidste af hvad Natur og Egenskab de samme vare.

Herudover foresatte sig en curieus ( nysgerrig) Drage saadant at efterforske, og affærdigede ( udsendte) tvende Madiker, som Missionarier, for at erkyndige sig om dette folks Tilstand, og ved deres tilbagekomst at give en udførlig Beretning derover.

Bemeldte Missionarier listede sig derpaa ind udi en Bondes Spiisekammer, hvor de finge ( fik) at vide, at en ost længe havde ligget som vrimlede af Mider. Ved Madikernes Ankomst bleve Miderne ikke lidet forskrækkede, saasom enhver Madik var saa stor, at den kunde bedække fire af deres største Landsbyer. Men, saasom Madikerne gave tilkiende, at de vare didkomne som Venner, aleene idi Forsætt at erkyndige sig om deres Levemaade, og at oplyse dem, satte Miderne all Frygt til side, og familiariserede sig saaledes med disse Deputerede (udsendinge), saa at Madikerne erhvervede en fuldkommen Kundskab om denne Nation ( klasse af dyr ), og var udi Stand at give eb udførlig Beretning derom ved deres Hiemkomst.

Beretningen var denne :

Miderne vidste af intet Regiment ( styre ) at sige, men levede udi den naturlige Stand

(uden love og regler) uden Subordination ( underkastelse ), aleene at børn havde Ærbødighed for deres Forældre. De fleste af dem troede, at bondens Ost var den store vide Verden, efterdi den kunde modtage, og nære nogle Millioner af Mider.

Nogle faa af dem meende ogsaa, at samme Ost, som de kaldte Verden, havde været fra Ævighed, og at den også vilde vare til ævig Tiid. Men de samme bleve af de fleeste lastede som Kiettere, og anseede blant Mider ligesom Spinossister  ( en slags ateister )   i vor Tiid blant Mennesker, thi de fleeste troede, at Verden eller Osten var skabt, ikigemaade at den med Tiden ville forgaae, eftersom den tienede dem til føde ; Dog bekymrede ingen sig om at efterforske af hvem den var dannet. De havde alleene dette tilfælles med andre Dyr og de fleste Mennesker, at de troede, den at være skabt for deres skyld alleene.

De tvende Missionarier søgte at oplyse dem derudi, og visede dem, hvorledes, og af hvem denne deres formeente Verden var dannet, nemlig af et tobeenet Dyr, hvormed de betegnede Bondens Melke-Pige. Denne Lærdom blev af de fleeste beleet ; de sagde, at

intet kunde være u-rimeligere og meere stridigt med den sunde fornuft end at troe, at der kunde være noget Væsen stort og mægtigt nok til at danne en saadan forskrækkelig Klode, som kunde imodtage og føde nogle Million anseelige Creature, som de udi deres tanker vare. Thi de ansaae de tvende Madiker i Henseende til deres Størrelse, som Monstra.

Dog fandtes der nogle, som smagede paa denne Lærdom, og endeligen af Respect for Lærerne antoge den.

Saasom madikerne merkede, at en Muus eller Rotte havde gnavet nogle Stykker af Osten, spurdte de videre om de saadant ikke havde fornummet ? ( bemærket).

De sagde, at de havde merket, at heele store Provincier med alle deres Indbyggere én og anden gang vare forsvundne, men ved hvad Middel saadant skeede, kunde de ikke vide.

Madikerne sagde da, at der var foruden deres Skaberinde et andet ondt men mægtigt Væsen, nemlig en Fiende, saavel af dem som af deres Skaberinde, hvilken arbeydede paa deres Undergang.

Af denne Beretning blev blandt Miderne antagen en Lærdom om tvende idependente Principiis, nemlig et godt og et andet ondt, hvoraf seesx at den er langt ældere end Manichæernes.

De fundne derfor for godt at dyrke disse tvende Væsener : Det gode nemlig under det Navn ”Margrethe” , thi det var Melke-Pigens Navn, og det andet af den store ”Glirus”,

Thi saa hede Rotten. Den første Dyrkelse skeede i Henseende til Skaberindens Velgierning, den anden for at stille deres Fiende tilfreds

Hvad ellers andre Qvaliteter, som fandtes hos disse smaa Dyr angaaer, da merkede man dette, at, saasom de beboede et feet Land, og derfore ingen Aarsag havde at at bekymre sig om Føde, saa var de dovne, og Ifølge deraf adskillige Sygdomme, sær Skiørbug underkastede. Samme Fædme foraarsagede, at de havde en meget stærk Ihukommelse, men ikkun maadeligt Judicum.(evne til selvstændig tænkning)

Man merkede vel ikke, at de havde megen Kundskab udi Morale, dog toge de i agt det store naturens Naturens Bud, nemlig : Du maa ikke giøre mod en anden, uden hvad du vil at andre skal giøre mod dig. Det er alt hvad man kunne vente af en Nation, der intet haver for Øynene uden den klode, hvorudi de ligge ligesom nedgravne.

Efterat de tvende Gesanter havde forrettet deres Ærender, begave de sig tilbage, og berettede hvad de havde set og hørt. Dragen anhørte saadant med stor Forundring, saasom han kunde ikke have bildet sig ind, at der fandtes slige Egenskaber hos usle Mider, og man tilforn havde disputeret,( didkuteret) om de kunde regnes blandt levende Creature. 

Han lod strax derpaa beramme et Mode af alle slags krybende Dyr, for hvilke han tilkiendegav denne Betænkning, om Mider, som tilforn heller havde været anseede som U-reenligheder af visse feede Vare, end som levende Creature, kunde  nyde Sted (indregnes) blandt krybende Dyr. Saadant blev efter de fleeste Stemmer for godt fundet, og bleve Miderne derpaa immatriculerede. ( Indskrevet i dyreriget)