Forside > CD : Holbergs underjordiske Suite > GADENS GALLERI > Jyllandsposten 1997

Jyllandsposten 1997

9. december 1997 poetisk og underfundig med et skarpt blik for tilværelsens skæve vinkler.. af: Søren Chr. Kirkegaard

Monnerup har bl.a. været på Assistents Kirkegård, hvor han er blevet inspireret til en smuk vemodig sang om den tidligere danske guvernør på de Vestindiske øer Der er også udflugter til Bellevue, Flakfortet og andre københavnske lokaliteter på en CD, som desuden rummer et par melankolske erindringer om gamle kærester og en ironisk kommentar til den aktuelle flygtningedebat.

Leif Monnerup kan være både poetisk og underfundig med et skarpt blik for tilværelsens skæve vinkler, som når han f.eks. synger om røvhullet, der blev chef, eller om manden, der blev vikar i abeburet i Zoologisk have.

Musikalsk gaber Monnerup også bredt fra stilfærdige ballader til calypso, swing, tysk tyrolermusik og en fordansket udgave af Sidney Bechets "Petit Fleur". Man kan indvende, at han måske spreder sig lidt for meget, men han synger godt med en frimodig og fræk charme, og så får han virkelig kvalificeret opbakning af Hugo Rasmussen på bas, Øyvind Ougaard på harmonika, flygel og keyboard, Jens Lysdal ( Mandolin og guitar), Flemming Ostermann (guitar og kor) og Anne Eltard ( violin og kor). Nævnes bør det også, at tekstheftet er meget smukt illustreret af maleren Jørn Mathiassen, hvis malerier man gerne havde set i en lidt større gengivelse. 

Søren Chr. Kirkegaard