Folk & Musik 2003

En filur og original sangskriver

Af   Søren Christian, Kirkegård. Folk & Musik ( Oktober 2003 14. årgang nr. 5)

Leif Monnerup er en filur og en original sangskriver / visesanger.

Han har tidligere ladet sig inspirere af eventyrdigtere som H.C. Andersen, Brødrene

Grimm m.fl., og nu er turen kommet til Holberg. Monnerup har gendigtet en række

af Holbergs epistler og fabler, samt udvalgte tekster fra den satiriske roman Niels Klims

Underjordiske Rejse og sat Holbergs tekster i musik. Det er der kommet en ganske spøjs

cd ud af, og selv om Holberg døde i 1754, har hans udlevering af tidens naragtighed ikke mistet deres aktualitet. Som Monnerup skriver i noterne, lever figurerne fra Holbergs komedier endnu i bedste velgående og går lyslevende rundt iblandt os.

 

Samfundssatiren var Holbergs skarpeste våben, og den er særdeles hørbar i Monnerups

meget levende fortolkning. Man fornemmer den spottende tvetydighed og den skælmske ironi i hans stemmeføring, når han med Holbergs ord udleverer borgerskabets naragtig –

hed til spot og spe. Monnerup har hugget en hæl og klippet en tå ( kortet og strammet lidt op her og der ) for at gøre teksterne sangbare, men det er gjort med tæft, og jeg tror ligesom Monnerup, at visesangens folkelighed næppe ville have mishaget Holberg. Ja,

det skulle såmænd ikke undre mig, om han går rundt og klukler i sin himmel, eller hvor han nu befinder sig.

 

Musikalsk kommer Monnerup vidt omkring : fra bosanova og tango til let jazz og en del melodier, som ikke lader sig genrebestemme, men som matcher teksternes skiftende temaer fint. Teksterne er jo det vigtigste på en viseplade, og de står klart og tydeligt i Monnerups lystige fortolkning, men instrumentalt er der også en del at glæde sig over.

Øyvind Ougaard, som også har produceret, spiller en livlig harmonika, godt sekunderet af Jens Lysdal på guitar, Hugo Rasmussen på bas og Anne Eltard på violin og percussion.

 

Cd’en er i øvrigt tilegnet den nyligt afdøde tv – scenograf og billedmager Jørn Mathiassen, som har leveret de originale illustrationer til såvel dette som Monnerups

to foregående album : Gadens Galleri ( 1997) og Askefis (2001)